Historien bag Jeep'en
Historien starter helt tilbage i 1940 i de tidlige dage af 2. Verdenskrig - mere end et år før USA's indtræden i krigen efter angrebet på Pearl Harbor.
Der havde i en længere periode fra militærets side været en efterspørgsel på et køretøj til brug både på almindelig vej og i - selv vanskeligt - terræn. Man udarbejdede derfor fra ledelsens side en liste med lang række krav til bilens specifikationer om bl.a. 4-hjuls træk, nedklappelig forrude, mindste motorkapacitet, størrelse samt en maximum vægt i tom tilstand og sendte den i udbud hos en gruppe af bilfabrikanter.
Da de forskellige tilbud var gennemgået og vurderet, udvalgte man 3 til levering af hver 1500 test-modeller. I juli 1941 opstod der fra forsvarsministeriets side et ønske om at standardisere bilerne, og Willy's Overland blev valgt til leverandør grundet deres models kraftfulde motor, lave silhouette, billige pris samt firmaets produktionskapacitet. Den første kontrakt lød på 16.000 biler. Med nogle mindre ændringer i blandt andet design og efter at have inkorporeret detaljer fra de 2 øvrige biler blev bilen døbt "MB". Allerede i oktober 1941 opstod der et behov for større produktion, og Ford fik derfor kontrakt som medleverandør. Deres Bil blev omdøbt til "GPW", hvor W står for samarbejdet med Willy's. Det eneste krav fra Militærets side var, at reservedele fra køretøjerne skulle kunne anvendes på begge modeller, således at man i felten nemt ville kunne tage dele fra havarerede biler til reparation på andre biler på kryds af leverandør og bilmærke. Derfor var forskellene næsten af ren kosmetisk karakter med "F" præget i delene til GPW'en og et præget "Willys" i bagpanelet på venstre side af MB'en. Sidstnævnte blev dog fjernet i foråret 1942 efter et krav fra militæret.
I løbet af krigen producerede Willy's-Overland mere end 300.000 MB'er, som blev anvendt i alle grene af militæret, En stor del (næsten 30 %) af den samlede produktion blev eksporteret til de allierede styrker i henholdsvis England og Rusland. Ford producerede desuden ca. 280.000 GPW'er.